Vedtægter

Vedtægter for:

Jagthundesportsforeningen Sønderjylland.

Stiftet den 4. maj 1971 på Folkehjem i Aabenraa.

§  1.     Foreningens navn er ¨Jagthundesports Foreningen Sønderjylland¨ og dens hjemsted og værneting er til enhver tid på det sted, hvor formanden har sin bopæl.

§  2.     Foreningens formål er: At samle alle i Sønderjylland boende jagthundeejere, for ved kurser at fremme jagthundesagen og fremme interessen for den rette brug af jagthunden, så denne ved træning bliver anvendelig til sit formål, til gavn for vildtet. 

Foreningen tilstræber et samarbejde med Danmarks Jægerforbund (DJ) Kreds 4 samt Dansk Kennel Klub, vedrørende jagthundearbejdet i Sønderjylland. Herunder afholder foreningen anerkendte prøver under Danmarks Jægerforbund og Dansk Kennel Klub.

§  3.     Som aktiv medlem kan optages enhver uberygtet herboende hundeejer, som ejer hund af jagthunderace. Passive medlemmer kan også optages.

§  4.     Indmeldelse kan til enhver tid ske, ved henvendelse til formanden eller kassereren, med opgivelse af navn og bopæl og telefonnummer.

§  5.     Bestyrelsen består af 5 mand, samt en suppleant. Disse vælges på generalforsamlingen, for en periode af 2 år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og kasserer.

§  6.     Generalforsamlingen afholdes hvert år i januar. Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlingen afholdes efter følgende dagsorden:

  • ·          Mødet åbens –
  • ·          Valg af dirigent –
  • ·          Formandens beretning –
  • ·          Kontingent –
  • ·          Valg af bestyrelse –
  • ·          Valg af revisorer –
  • ·          Indkome forslag –
  • ·          Eventuelt –

 Dirigenten leder generalforsamlingen, og underskriver forhandlingsprotokollen i forening med bestyrelsen. Tid og sted for generalforsamlingens afholdes bestemmes af bestyrelsen.  

§  7.     Forslag til ændringer af vedtægter skal indsendes til formanden, senest 8 dage inden generalforsamlingen afholdes.  

§  8.     På generalforsamlingen vælges 2 revisorer, samt en suppleant for do. Deres funktions tid er et år.

 §  9.     Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Der kan på denne afgøres spørgsmål, som ikke er tilstrækkeligt affattet i vedtægterne. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, og er gyldige uanset antallet af fremmødte medlemmer. Til vedtægtsændring kræves dog, at mindst 2/3 af de mødte medlemmer stemmer herfor. Skriftlig afstemning skal finde sted, når der stilles krav derom.  

§ 10.    Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning hertil, eller når mindst ¼ af medlemmerne indsender skriftlig begæring herom til formanden, med angivelse af hvad der ønskes behandlet. Indvarsling til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 4 dage efter at begæringen er kommet formanden i hænde. Med hensyn til indkaldelse gælder samme regler som i § 6.

 § 11.    Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

 § 12.    Formanden leder i forening med bestyrelsens øvrige medlemmer foreningens anliggender. På den ordinære generalforsamling aflægger formanden beretning om foreningens virke. Bestyrelsen administrerer foreningens midler, og de til foreningens almindelig administration nødvendige beløb afholdes uden bevilling.

 § 13.    Bestyrelsen fører en forhandlingsbog over alt hvad der forhandles om, såvel på bestyrelsesmøder, som på generalforsamlingen.

§ 14.    Det er bestyrelsens pligt at varetage medlemmernes interesser på bedste måde. Ved tvistligheder skal bestyrelsen foretage undersøgelser i sagen, og så vidt muligt bringe sagen til en tilfredsstillende løsning.

§ 15.    Kassereren fører regnskabet og modtager kontingent, samt holder fortegnelse over foreningens medlemmer. Regnskabsåret er kalenderåret. Kassereren må ikke have flere penge i behold end nødvendigt til afholdelse af løbende udgifter. Overskydende beløb skal indsættes i bank, kontoen kan administreres via netbank. På generalforsamlingen, skal regnskabet fremlægges for den forløbne periode, og endvidere skal regnskabet fremlægges, når bestyrelsen forlanger det. Før regnskabets fremlæggelse på generalforsamlingen, skal det være revideret og godkendt af de valgte revisorer senest 8 dage før generalforsamlingen og forsynet med deres underskrift. Bank beholdning må ikke komme under kr. 100.000, da der altid skal være penge nok til at klubhuset kan fjernes/flyttes og grunden ryddes og reetableres med ½ års varsel. Beløbet skal reguleres årligt jfr. nettoprisindekset (december 2023 som udgangspunkt).

 § 16.    Bestyrelsen kan når den finder det påkrævet, lade afholde medlemsmøder. Ligeledes kan bestyrelsen arrangere festlige sammenkomster for medlemmerne. Tid og sted for medlemsmøder og fester bestemmes af bestyrelsen.  

§ 17.    Foreningen kan ikke opløses, så længe ¼ af foreningens medlemmer gør krav på dens beståen. I tilfælde af foreningens opløsning, skal der på en ekstraordinær generalforsamling træffes bestemmelse om anvendelse af foreningens midler.  

§ 18.    Indstilling af æresmedlem skal ske til bestyrelsen. Bestyrelsen kan egenhændigt træffe beslutning om udnævnelse af den indstillede. Udnævnelsen af æresmedlemmet skal ske på generalforsamlingen.  

§ 19.    Æresmedlemmet fritaget for årligt kontingent. Æresmedlemmer indbydes til den årlige generalforsamling, udgifter vedrørende middag afholdes af foreningen.  

§ 20.    Referater fra bestyrelsesmøder samt generalforsamlingen skal udsendes som nyhedsbrev eller offentliggøres på hjemmesiden, senest 14 dage efter mødet er afholdt, dog uden personfølsomme oplysninger. 

Vedtaget på generalforsamlingen tirsdag den 23. januar 2024

på Hotel Kløver Es i Hellevad.

   Sign. Formand Ib Kliver / Kasserer Vivian Kliver